Jeg har været ved at opdatere og oprette danske sider/oversættelser på OSM-wiki’en. Der var jo fx allerede lavet en dansk version/oversættelse af forsiden, men der var ikke lavet egentlige opdateringer på denne siden 2017, og den virkede noget forældet. Så der har jeg lavet en ny version, som matcher den originale/engelske forside i dag.
Fra den nye forside er der også et link til en ‘Guide til nybegyndere’ som jeg nu har lavet en dansk version af.
På forsiden har jeg desuden sneget et ekstra link til den anden “forside” for Danmark på Wiki’en, der handler mere om specifikt om kortlægningsaktivitet i Danmark. Den har jeg ikke gjort så meget ved endnu udover at ændre lidt tekstlayout samt slette et par døde links og forældede afsnit. Er der nogen forslag til andre emner, som kunne være relevante at have med på denne Danmark-specifikke side?
Generelt var/er der mange af de danske wiki-sider, hvor seneste opdatering ligger næsten 8-9 år tilbage. Jeg forsøger at opdatere de vigtigste “hovedsider” og dem, som jeg mener især er nyttige for en OSM-nybegynder.
Man kunne jo godt ønske sig, at hele wiki’en var lidt mere strømlinet og overskuelig, men det ligger nok i dens natur at vokse ved knopskydning lidt på må og få. Men jeg håber, at den med de opdaterede danske sider bliver lidt nemmere at gå til og nyttig for nye danske OSM-brugere.
Jeg vil også forsøge at få oversæt de sidste punkter i venstremenuen, men det er vist noget nogen med admin-rettigheder er nødt til at hjælpe med.
Generelt kan de originale engelske begreber og ord kan være lidt svære at oversætte, og nogle lader jeg bare stå. Sig til, hvis I ser noget som ser helt forkert ud (Eller ret det eventuelt bare på egen hånd ).