Naturreservat i Danmark - fast definition?

Jeg prøver at blive lidt klogere på brugen af leisure=nature_reserve i Danmark.

På de statsejede arealer oprettes naturreservater i henhold til naturbeskyttelsesloven, og med dem er der nok ikke så meget tvivl om, at det er passende at bruge tagget.

Der er jo også private fonde, der også har naturområder, som de kalder naturreservater, fx Fugleværnsfonden og Aage V. Jensen Naturfond. Det giver også god mening at tagge dem med leisure=nature_reserve i OSM.

Der er dog derudover områder på OSM, der er tagget som naturreservat, men hvor jeg ikke umiddelbart kan se hvorfor. Et par tilfældige eksempler:

Tarup-Davinde Naturområde. Det er en tidligere grusgrav, som er lagt ud til natur og rekreative aktiviteter. Jeg kan ikke umiddelbart se, at det officielt betegnes som et naturreservat noget sted, kun som et “natur- og friluftsområde” eller “rekreativt område”. Det ser heller ikke ud til at være et fredet område eller en del af de såkaldte habitatområder (Natura 2000) eller et Ramsarområde.

Hjarup Mose. Den er en del af det fredede område ‘Abkær-, Hjarup- og Stengelmose’, men en fredning er vel ikke grund nok til at kalde det et naturreservat? De to andre moser er desuden ikke tagget som naturreservat. Hjarup Mose er såvidt jeg kan se heller ikke et habitat- eller Ramsarområde.

Det virker altså umiddelbart til, at naturreservat-tagget nogle gange blot bruges som et tag til et naturområde, der af kortlægger skønnes at være særligt.

Jeg ved godt, det måske kan virke lidt pedantisk, men jeg synes dog, det kan være problematisk at bruge naturreservat-tagget på den måde. I de officielle naturreservater gælder jo ofte særlige begrænsninger for færdsel og aktivitet. På nogle kort, fx i OsmAnd, kan man vælge at få områderne fremhævet visuelt, så man ved, at man befinder sig i et område, hvor der sandsynligvis gælder særlige hensyn. Hvis vi bruger tagget for bredt, mister det lidt sin betydning, og det bliver sværere at skelne mellem områder med og uden formel beskyttelse.

De nævnte eksempler er heller ikke for at pege fingre, og måske overser jeg noget. Men de er mere med for at lægge op til en snak om, hvorvidt der er gode alternativer til et naturreservat-tag for områder, som ikke reelt er det, eller om det blot skal fjernes. I eksemplet Tarup-Davinde kunne det måske i stedet tagges som en park eller rekreativt område?