Gendanne slettede stier?

Et grundlæggende princip for OSM er jo, at vi kortlægger alt det, “der kan ses på jorden.” Hvilket betyder, at vi normalt ikke sletter stier på privat grund. Men hvad er jeres egen praksis i DK? Vi har jo så gode luftfotos at arbejde ud fra, at vi nemt kan kortlægge stier, der ude i virkeligheden måske ikke kan ses fra offentligt tilgængelig areal. Kortlægger vi fx stier, som går fra offentlig område ind på privat grund og ender der? Eller hvad med stier over jord med privat adgang, der forbinder to offentligt tilgængelige stier/arealer?

Jeg er selv lige faldet over et eksempel med en sti der fjernes (af lodsejer formoder jeg), fordi den fører fra stranden op over privat grund til en offentlig vej. Stien ses på luftfotos, så jeg går ud fra, at den også ses tydeligt, hvis man kommer gående derude i virkeligheden. Ikke mindst fordi der er lavet en trappe det første stykke op fra stranden.

På sin vis kan jeg jo godt forstå, hvis en lodejer ønsker at slette en sti, fordi visningen af den på kort får folk til at vade op i deres private have. Men omvendt synes jeg OSM’s grundlæggende princip giver god mening, da man jo kan tagge stien med adgangsforhold (access=private). Problemet er jo selvfølgelig nok, at nogle kortapps ikke gengiver sådanne adgangsoplysninger tydeligt eller at brugerne ikke forstår at tolke dem.

I det nævnte eksempel virker lodsejeren ret insisterende på at slette denne sti, hver gang den kortlægges. Da der er bedre ting at bruge sin OSM-tid på end en endeløs “kortlægningskrig” over et par hundrede meters tilfældig sti, har jeg ikke umiddelbart tænkt mig at kortlægge den igen. Men der er jo noget lidt principielt på spil her. Med “mange bække små” kan den slags småsletninger rundt omkring jo på sigt godt blive et større problem for kortets anvendelighed.

Så jeg vil da gerne høre, hvordan I andre forholder jer til sådanne sager, og om det er noget I ofte støder på? Hvordan opdager man i det hele taget, hvis der sker sådanne sletninger af korte stykke privat sti rundt omkring? I det omtalte eksempel spottede jeg området tilfældigt ud fra en ændringssæt-diskussion om en beslægtet sletning, men findes der fx værktøjer til at finde stier, der er blevet slettet fra kortet fornylig?

3 Likes

Jeg sletter aldrig eksisterende stier eller veje, men ændrer gerne access til ‘private’ eller ‘no’ hvis det er relevant (dit tilfælde). Jeg har derfor ændret access på flere eksisterende veje eller stier for at hjælpe grundejere med at nudge færdslen (især biler og cykler, der sandsynligvis har navigator). Det skal dog stadig være korrekt / skiltet. Jeg kontrollerer nogen gange senere, at ruteplanlægningen fungerer korrekt. Kun i ét enkelt tilfælde har jeg haft dialog med en lodsejer der gerne ville slette en sti.

1 Like

Det gjorde jeg også, men stien blev slettet alligevel. Fra lodsejers synsvinkel kan jeg godt se, at sletning umiddelbart virker som en mere effektiv måde at “skjule” en sti på. Men det er jo ofte en stakket frist, da en ny kortlægger kan finde på at tilføje den stien igen, evt. uden adgangs-tags.

Problemet er jo nok også at adgangsforhold ikke i alle sammenhænge fremgår så tydeligt i de kort-apps, der er baseret på OSM-data. Så selvom dette egentlig ikke er et problem med OSM, er det jo nok hip som hap for en lodsejer.

Jeg har haft en maildialog med brugeren og jeg forstår til fulde problemet her fra ejerens side.
Der sker det, at naboens hus er solgt, eller er stadig til salg, og at man på boligsiden.dk benytter OSM-data fra Septias Tilemapper, hvor man kan se husets placering.

Denne side opdateres ca. hver 3-4 måned, og hvis en ny ejer tror at han kan benytte stien, så er det lidt ærgerligt at skulle i konflikt med sin nye nabo om brugen. For alternativ vej til stranden er lidt længere end den man troede lige var der.

Selve stien er oprindelig en del af en vej ind til en mark i den oprindelige matrikel. Det kan man se på matrikelkortet.
Trappen til stranden er også privat opsat og hører til den del, som slettes.
Så hele stiforløbet fra stranden og op til hovedvejen er egentlig ganske privat og må kun benyttes af ejeren, hvad enten de findes på kortet eller ej.

Derfor kunne man med fordel lave et tag-hack her.
Man kunne tegne segmentet ind, men angive det med et tag, der ikke renderes.

highway:not_public=path
note=“this path is there but should not be rendered in public”

Så er vejen der, men tegnes ikke nogen steder og nye mapper bliver opmærksomme på det, hvis de falder over den manglende del.
Jeg er klar over at vi introducerer et udokumenteret tag, men det sker ret mange andre steder uden at give anledning til store debatter, kan jeg se.

Reglerne om færdsel på privat grund kan i et ikke kancellisprog læses her: Må man færdes på privat grund og i privat skov? - LOU Advokatfirma

Jeg har ligeledes fået en besked direkte fra slette-brugeren, som jeg ikke vil referere hele indholdet af (brugeren kan jo evt. selv give sit besyv med her i forum). Forklaringen på sletningen gik dog mest på noget om en strid med en ejendomsmægler omkring matrikelskel uden det står helt klart for mig, hvorfor dette skulle være relevant i forhold til OSM eller den pågældende sti.

Uanset hvad synes jeg dog det virker som noget af et skråplan, hvis vi ikke må kortlægge private stier af hensyn til potentielle nabokonflikter.

Og at begynde at bruge speciel tagging for at undgå rendering og gen-kortlægning af stien (og en iøjefaldende trappe nede på stranden), virker i mine øjne også forkert. Det er i hvert fald ikke sådan jeg forstår OSM-retningslinjerne for, hvad vi kortlægger. Jeg vil stadig mene det korrekte er at bruge de sædvanlige tags til at beskrive stien (og trappen), dvs. access=private. At Septima eller andre kortproducenter vælger ikke at videreformidle denne information på deres kort er ikke et OSM-problem.

Der står bl.a. "Det er derimod tilladt at færdes ad en privat vej, medmindre ejeren ved lovlig skiltning har forbudt færdsel. " og “Har ejeren således ikke ved lovlig skiltning begrænset færdslen, giver reglen adgang til færdsel. Vejen (eller stien) skal imidlertid være egnet til den pågældende slags type færdsel. Det vil altid bero på en konkret vurdering, om en vej/sti er egnet til en bestemt slags type færdsel.

Igen synes jeg det taler for, at sådan en sti må kortlægges. Skiltning (som jeg formoder der er på trappen nede fra stranden) skal jo selvfølgelig alligevel respekteres, hvis ikke den rette tagging med ‘privat’ af stien på kortet er nok.

1 Like

Hvad så med denne bruger, som konsekvent sletter alle veje i hans område, selvom der er adressepunkter:

Ændringssæt: 150425242 | OpenStreetMap

Jeg tror bare at man nogen gange skal lade en editwar ende og lade den være i fred.

Ja, det vil så endnu et eksempel, hvor man, hvis man skal følge din ide, så skulle bøje af og bare ændre på normal kortlægningspraksis?

Som jeg skrev indledningsvis, gider jeg personligt heller ikke bruge min tid på kortlægningskrige. Men det jeg dog fortsat vil opponere mod er, at vi i sådanne tilfælde begynder at lave fiksfakserier og gå imod OSM-retningslinjer for at imødekomme “sabotagen” af kortet - bare fordi vi ønsker at undgå konflikt. Jeg føler mig ret overbevist om, at det vil være skruen uden ende.

1 Like

Kan man ikke tage en dialog med vedkommende om hvorfor og med hvilken ret de sletter vejene? De findes på SDFI skærmkortet, så staten mener åbenbart ikke at det er forbudt at kortlægge dem.

I yderste tilfælde skal vi måske tage kontakt til DWG og anmode dem om at træde til (se Ban Policy), men det vil jeg helst undgå (og jeg ved slet ikke om de vil gøre noget). Jeg er sikker på at man kan nå en fælles forståelse med grundejeren. Kan vi ikke bede dem komme med deres side af sagen i denne tråd?

Jeg er enig med @Lostmonkey i at vi generelt ikke skal lave nye tags pga. de her konflikter. Hvis ikke vi løser dem med de pågældende bruere eller bringer DWG ind i det, så bør vi lade dem slette vejene, selvom de sikkert bliver kortlagt igen.

Det må så være deres sag, hvis de vil bruge resten af livet på at undgå at deres indkørsel er på OSM :popcorn:

Det kan selvfølgelig være en speget sag, hvem der har ret i hvad, når det gælder sager om offentlighedens adgang på private veje og stier. Det bliver der vist ofte brugt mange myndighedstimer på at afgøre. Igen, jeg synes det rigtige som OSM-bidragsyder at holde sig til er, at vi som udgagnspunkt kortlægger alle veje og stier, som faktisk findes derude i virkeligheden. Er der troværdig påstand fra lodsejer eller andre om, at der på en sti/vej kun er privat adgang, tagges der med det. Ingen sletning eller specialløsninger.

Jeg synes også et vigtigt aspekt at holde sig for øje er, at selvom mange af sådanne småstier og veje, både private og offentlige, kan virke lidt ligegyldige og nemmere bare at undvære på kortet, er de jo samlet set vigtige for befolkningens adgang til naturområder.

1 Like

Lidt mere til føljetonen: Changeset: 159612775 | OpenStreetMap

Måske spejderne på et tidspunkt vil undre sig over, at der ikke længere kan laves rutevejledning til deres hytte for enden af den nu slettede Vintersbølle Skovvej. Ligesom sletningen af skovejen i øvrigt også bryder Sjællandsleden-relationen :roll_eyes:

Det offentlige har denne vej med, som er blevet slettet - plus et hav af andre stier i skoven er også optegnet af det offentlige. Sært at disse ikke er blevet slettet hos GeoDanmark.

https://vordingborg.dk/borger/miljoe-og-natur/natur/steder-i-kommunen/skove/vintersboelle-skov

Kommunen har efter aftale med Petersgaard Gods, som ejer skoven, købt brugsretten til dele af skoven.

1 Like

Inden for samme tema er der jo også spørgsmålet om, hvordan vi egentlig bør tagge veje, der ude i virkeligheden har et skilt med “Privat vej” eller “Privat område” uden anden info? Det er ikke svært at finde eksempler i DK, hvor disse veje i OSM er tagget med ‘access=private’, men betyder sådan en skiltning, at der vitterligt ikke er adgang for offentlig færdsel?

For eksempel denne vej med skiltet, der siger “Privat område - Parkering på vejen og vendepladsen forbudt”. Umiddelbart ville jeg ikke selv anse dette for en vej med adgang forbudt, men den er ikke desto mindre tagget med ‘access=private’.

Hvordan tolker I sådanne “Privat” skilte (uden specifik angivelse af adgang forbudt), når der skal tagges i OSM? Intentionen med at opsætte sådanne skilte er jo uden tvivl ofte netop at signalere “Adgang forbudt”, men kan man ikke forvente, at det ville stå der, hvis det reelt var tilfældet?

Som hovedregel opfatter jeg sådanne skilte som en angivelse af ejerforholdet. Hvis jeg er i tvivl om hvad der menes, eller om skiltet er korrekt udformet, rapporterer jeg det til https://gaanyeveje.dk/. Jeg klassificerer ikke vejen med ændret ‘access’ før jeg ved besked, eller har talt med grundejeren. Det kan godt tage et par år at få svar fra kommunen… desværre.

1 Like