Ballerup Kommune vil gerne rette en stor tak til de mange frivillige i OpenStreetMap Danmark, som har bidraget til at gøre kortlægningskampagnen i september måned til en kæmpestor succes.
Ved kampagnens start var der registreret 5.026 handicapparkeringspladser i OpenStreetMap Danmark. En måned senere er tallet steget til 8.408 registreringer, fordelt på 864 punkter og 7.544 polygoner. Det svarer til en tilvækst på 3.382 registreringer og en vækstrate på imponerende 67,3 %.
Hvor mange biler er der plads til?
Tagget capacity=TALVÆRDI gør det muligt at registrere og optælle hurtigt, hvor mange biler der kan benytte en given handicapparkeringsplads. I midten af september blev det opdaget, at omkring 625 handicapparkeringspladser manglede dette tag. Der blev derfor oprettet en MapRoulette-udfordring, som hurtigt blev løst af de frivillige bidragydere i OpenStreetMap Danmark.
Resultatet viser:
- Polygoner: plads til 9.332 biler
- Punkter: plads til 1.197 biler
Samlet set kan OpenStreetMap Danmark i dag dokumentere handicapparkeringskapacitet til ca. 10.529 biler.
Tallet vil naturligvis fortsætte med at stige i takt med, at flere handicapparkeringspladser bliver kortlagt. Allerede i august estimerede Ballerup Kommune, at der findes omkring 20.000 handicapparkeringspladser i Danmark. Om dette estimat holder stik, vil tiden vise. Uanset hvad tilbyder OpenStreetMap allerede i dag det største frit tilgængelige geodatasæt over handicapparkeringspladser i Danmark.
Hvor stort et areal optager handicapparkeringspladserne?
Da der foreligger polygongeometrier for 7.544 handicapparkeringspladser, kan deres samlede areal beregnes ved hjælp af HeiGITs Ohsome-værktøj. Beregningen viser et samlet areal på cirka 184.700 m².
Disse polygoner rummer plads til 9.332 biler, hvilket svarer til et gennemsnitligt arealforbrug på 19,79 m² pr. bil.
For de registreringer, der er kortlagt som punkter, findes der ikke et direkte areal. Her anvendes derfor det beregnede gennemsnit på 19,79 m² pr. bil. Med plads til 1.197 biler giver dette et estimeret areal på cirka 23.688 m².
Det samlede areal anvendt til handicapparkering i Danmark kan dermed estimeres til cirka 208.388 m².
Til sammenligning udgør det samlede kortlagte areal af bilparkeringspladser i OpenStreetMap Danmark aktuelt omkring 58,6 km². Handicapparkeringspladserne udgør dermed cirka 0,356 % af det samlede kortlagte parkeringsareal i Danmark.
Det er vigtigt at bemærke, at OpenStreetMap Danmark stadig er langt fra færdigkortlagt vedr. parkering. Efterhånden som flere parkeringsområder og handicapparkeringspladser registreres, vil både antallet af pladser og det samlede areal fortsætte med at vokse.
Ovenstående case viser at hvis et emne er interessant og vigtigt nok for de frivillige i OpenStreetMap, så kan store mængder af nye data relativt hurtigt indsamles både lokalt eller landsdækkende.







