Hvad er veje opkaldt efter? Milepæl nået: 40.000 veje!

Jeg og andre har i det seneste halvandet år kastet os over at få registreret, hvad danske veje og andre steder er opkaldt efter, bl.a. ved hjælp af tagget name:etymology:wikidata.

Nu har vi rundet 40.000 ud af Danmarks ca. 110.000 veje, som har oplysninger om, hvad de er opkaldt efter! :tada:

Fordelen ved at referere til Wikidata er, at vi ikke blot fortæller, at H.C. Andersens Boulevard er opkaldt efter H.C. Andersen, men at der nu henvises til et emne, der fortæller, at der er tale om et menneske, en mand, med en række professioner, med fødested og fødetidspunkt etc. - og det giver mulighed for en del sjov statistik og præsentationer.

Præsentation
Jeg har lavet en frontend på navne.findvej.dk, hvor man kan slå veje og emner op. Jeg har også en kommuneoversigt , hvor man kan se kønsfordelingen for veje for de enkelte kommuner. Koden bag projektet ligger på GitHub.

Datagrundlag
Baggrunden for hele projektet var en af vores legedage på arbejde, hvor en kollega lavede et kort over veje i København markeret efter køn. Det inspirerede mig til at gå i gang med at få lagt oplysninger mere struktureret ind.

Der findes dog ikke en central kilde for, hvad veje m.m. i Danmark er opkaldt efter. Så baggrunden for dataindtastningen er en håndfuld websites og så en større mængde biblioteksbesøg. Jeg har også lagt oplysninger om kilder op.

Det er altid lidt af et lotteri for, om en bog om lokale stednavne rummer grundige oplysninger, eller om det mest er en sludder for en sladder.

Hold tungen lige i munden!
Der er naturligvis mange undtagelser. For eksempel:

  • Stockholmsgade i København er i modsætning til de nærliggende vejnavne opkaldt efter svenske byer ikke selv opkaldt efter Stockholm.
  • Lærkevej - et af de mest udbredte vejnavne i Danmark - kan være opkaldt efter lærkefuglen eller lærketræet (eller en person ved navn Lærke?). Nærliggende veje kan give en kontekst.
  • Holbergstien i Randers er opkaldt efter Ludvig Holberg, men ikke dén Ludvig Holberg. Heller ikke den anden, som var i Wikidata, men en helt tredje.
  • Vejlegade i Nakskov er ikke opkaldt efter Vejle, men efter vejle, dvs. et vadested. Det er også derfra, Vejle har fået sit navn.
  • Ananasvænget i Odense er opkaldt efter en frugt, nemlig et æble! Rød Ananas er en æblesort, og omkringliggende veje har ligeledes navne opkaldt efter æblesorter.
  • Fuglebakken i Vordingborg er opkaldt efter Axel Fugl.
  • Gåsestræde i Svendborg er opkaldt efter Hans Gaas.
    … og så videre.

Nogle har i min mening været lige lovlig glad for at gætte, hvad veje er opkaldt efter (fx om en Margrethevej er opkaldt efter Margrethe I eller II), men overordnet set bliver det jo også fikset over tid.

Værktøjer
Jeg har primært brugt MapCompletes Etymology-tema for let at lave opslag og markere alle veje i et område med samme navn.

Jeg har også lavet et værktøj til at finde Wikidata-emner, som OpenStreetMap henviser til, hvor Wikidata har oplysninger om, hvad vejen er opkaldt efter, men OpenStreetMap ikke har samme indhold. Det gav også en god håndfuld “gratis” opdateringer (stadigvæk individuelt opdateret vha. JOSM for at tjekke, at indholdet gav mening).

Veje og “ways”
Antallet 40.000 er beregnet ved at slå veje med med samme navn inden for en kommunegrænse sammen. I OpenStreetMap-terminology er antallet af ways snarere omkring de 170.000.

Graf over udbredelsen af nøglen name:etymology:wikidata for objekter i Danmark

Besøg hos Klimadatastyrelsen
I december 2024 var jeg forbi Klimadatastyrelsen for at præsentere projektet og tale med dem om deres stednavneregister, som de står for at skulle modernisere inden for det næste stykke tid. Mine slides er online.

Anvendelse af data
Ud over ren statistik og sjove anekdoter har jeg også for eksperimentets skyld lavet en ruteplanlægger, der nægter at køre på veje opkaldt efter mænd!

Rute i Valby, der undgår veje opkaldt efter mænd

Jeg hentede et dataudtræk for Danmark og fandt veje, som havde en name:etymology:wikidata-henvisning til et Wikidata-emne for mænd. Alle de veje gav jeg et ekstra tag, og derefter konfigurerede jeg ruteberegneren OSRM til at ignorere veje med det tag.

Det kan naturligvis justeres til hvad som helst (fx veje med bogstavet “e”, opkaldt efter kongelige, etc.), og jeg glæder mig til at lege mere med OSRM og dens filtrerings-funktioner for at gøre det pænere end min nuværende løsning. I forvejen kan OSRM filtrere efter fx færgeruter, betalingsruter, motorveje, m.m., så det er et spørgsmål om at få implementeret noget lignende her.

Der er ikke en større pointe i det, ud over at det altid er en sjov øvelse at benytte data på tværs af indhold.

Fremtiden
Mit fokus har primært været på vejnavne, men jeg har også fået opdateret flere hundrede kirker og skoler for, hvad de er opkaldt efter. Og så er det oplagt at få Wikidata-henvisninger eller blot fritekst ind for danske byer.

Der er med garanti stadigvæk gode bøger at finde på biblioteket. Men alle de større byer er efterhånden gennemgået grundigt, så det bliver nok begrænset med store opdateringer fremover. Mange veje hedder også noget i stil med Tværvej og Hovedgaden, hvor det ikke er oplagt at sætte et ophavsemne på.

Alle kan naturligvis opdatere oplysninger i OpenStreetMap, så hold jer endelig ikke tilbage, hvis der mangler noget. Og giv endelig lyd, hvis I har andre gode ideer inden for dette område.

4 Likes

I morges var jeg forbi DR P1 Morgen, som ville tale om min ruteplanlægger, som nægter at køre på veje opkaldt efter mænd. I den forbindelse fik jeg også talt om vejnavneprojektet og OpenStreetMap.

Indslaget kan findes 1:44:00 inde.

2 Likes

Efter min optræden i P1, blev jeg ringet op af en journalist fra TV 2 News, som gerne ville have mig med, så i går eftermiddag tog jeg derud for at medvirke i programmet News & Co.

Det kom der dette indslag ud af:

6 Likes

Vi fortsætter lige med diverse links om ruteplanlæggeren.

Klog på Sprog på P1 i fredags omhandlede vejnavne. 40 minutter inde kommer de ind på ruteplanlæggeren:

TV 2 Kosmopol har en artikel om ruteplanlæggeren, hvor OpenStreetMap er nævnt:

TV 2 citerer TV 2 Kosmopol og nævner ligeledes OpenStreetMap:

Alt i alt en god uge.

1 Like