Hvad er et stadion (i Danmark)?

Jeg er i gang med at kigge lidt på brugen af leisure=stadium i Danmark. Pt. er der 131 af disse tagget, hvilket jeg umiddelbart synes virker som et lidt højt antal,. Ifølge wiki’en er et stadion nemlig en stor sportsfacilitet med et betydeligt antal siddepladser på tribuner.

Det spænder da også ret vidt, hvad der er tagget som stadion i Danmark lige fra de store superligastadioner til små sportspladser uden ret meget andet end en fodboldbane.

Jeg overvejer derfor om det vil være i orden at “nedgradere” en del af de danske “stadioner” til leisure=sports_centre (eller måske landuse=recreation_ground)? Naturligvis med leisure=pitch, leisure=track, og eventuelle små leisure=bleachers kortlagt indenfor disse.

Jeg forventer egentlig ikke, at ret mange af sådanne nedgraderinger vil give anledning til protester, men der er alligevel tilfælde, hvor jeg er lidt mere i tvivl. Der findes for eksempel små sportspladser, der har “Stadion” i navnet (eksempel), men kun består af en fodboldbane og måske et klubhus (få siddepladser). Ligeledes kan en atletikbane omgivet af areal, der måske kan bruges af (stående) tilskuere (eksempel) jo godt minde lidt om et stadion, men det passer bare ikke rigtig på wiki-beskrivelsen. Er det også ok at ændre på dem?

Kort sagt, har I en tommelfingerregel for hvornår man bruger leisure=stadium frem for de øvrige muligheder?

4 Likes

Jeg vil tro, at mange af navnene på stederne kommer ud af den mere oprindelige betydning af “stadion”:

Den beskriver et sted med plads til baner, omklædning, tilskuerpladser etc. I den mere moderne udgave af udtrykket, er det mere lagt vægt på, at det er et sted med tribuner og plads til et stort antal tilskuere,

Selv har jeg ikke noget imod at man “nedgraderer” til leisure=sports_centre for at differentiere mellem de “nye” og de “gamle” stadioner. De viser jo det samme, blot med forskellige muligheder for at have et større tilskuerantal på stedet.

3 Likes

Ja, det er nok ikke til at komme uden om, at noget af forvirringen skyldes, at der er lidt forskel på, hvad man i alm. dansk tale og så i OSM-sammenhæng kalder for et stadion.

Jeg har været i gang med at tjekke og ændret en del af dem. Nogle steder har det været indlysende tagging-fejl eller steder, hvor der tydeligvis blot var tale om en lille sportsplads.

Der er dog også mange, som jeg alligevel ikke har rørt ved, selvom de nok ikke har det OSM-wiki-beskrivelsen for leisure=stadium kalder for “substantial tiered seating”. Det er fx steder, hvor der kun ses ståpladser omkring sportsbanen, men hvor det alligevel har et vist stadion-præg mht. andre faciliteter.

Der er desuden nogle steder, hvor et leisure=stadium er kortlagt som omsluttet af et leisure=sports_centre. Set ud fra OSM-wiki’en er det vel strengt taget ikke helt korrekt? Der er et sportscenter jo beskrevet som et noget, man bruger “for a smaller venue, often with facilities to play many sports with limited seating for spectators.”. Har dog indtil videre ladet de fleste af disse være.

Der ses i øvrigt også ofte sportscentre, hvor leisure=sports_centre bruges to gange: Både til selve området med (udendørs) sportsbaner og på en evt. tilknyttet sportshal. Hvis områdeafgrænsningen er nogenlunde tydelig, tillader jeg mig at ændre det, så ét sportscenter omfatter begge dele (og bruger så i stedet et passende building=*)